torsdag den 23. juni 2011

Øv..

På lørdag kommer forældrene og henter os. Jeg håber, det regner den dag. Det regnede også da vi ankom her på skolen, sidste år i august. Jeg regnede også. Jeg græd som pisket hele vejen til Slagelse, for jeg var bare så bange for, at de andre ikke ville kunne lide mig.
Men selvfølgelig var der nogen, der kunne lide mig, og jeg har fået flere rigtig gode venner. Men endnu er det ikke gået op for mig, at der er få dage til, at det hele er slut.

Det gik først op for mig i går, da jeg var på vej i Brugsen med min bedste ven Esben, hans kæreste Sofie og min roomie Signe. Jeg var ved at tude på vejen derned. Kun fordi Esben og Sofie snakkede helt normalt. På en Esben- og Sofieagtig måde.
Pludselig gik det op for mig, at Esben ikke bare lige bor ned ad gangen, ned ad trappen og ind ad døren i virkeligheden.
Han bor helt i udkanten af Roskilde, og så kan vi ikke bare lige tage til Slagelse og købe slik i Magic for 45 kroner. Vi kan ikke bare lige sætte en film på og ligge i han og Nis’ kæmpestore seng. Han kan ikke bare lige bage en kage med 30 æg og 4 kilo sukker i weekenderne, og jeg kan ikke bare lige gå en tur med ham, hvis jeg er trist. Vi kan ikke bare lige sætte os i gangen i vores hjørne og snakke om løst og fast. Jeg kan ikke længere sove i ekstrasengen på deres værelse om natten i weekenderne, efter lærerne har været på tjek (Undskyld), og snakke om alt i hele verden, og føle mig uendelig lykke for, at jeg har så god en ven, som ham.
Han kan ikke bare lige lave pandekager til dem der bliver i weekenderne mere, for der bliver ikke flere weekender på skolen. Lige om lidt er det slut.

Jeg var ved at begynde at græde, og klumpen i halsen nærmest tvang mig til at skubbe ham ind i en busk og sige “Øøøv, jeg kommer til at savne dig” og derefter trampe videre. Så ned i jorden de næste stykke tid, bare ventende på, at klumpen forsvandt. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre nu.. Jeg kommer sådan til at savne ham, og også de andre.
Det er aldrig gået op for mig, hvordan det føles at skulle skilles fra alle dem, man holder af på skolen. Det minder mig om, at jeg sidste år i november hørte et brev i Barometeret, om en pige, der savnede at sidde i vindueskarmen på sin efterskole, og spise sin venindes smarties. På det tidspunkt anede jeg ikke, hvad pokker hun mente med alt det. Det gør jeg nu.
Jeg kommer til at savne jer, Flakkebørn. Jeg kommer til at savne jer.

Og nu sidder jeg her, med min nye lilla årstrøje, som selvfølgelig er 100 gange for stor, fordi jeg igen har målt forkert, og tuder, på mit næsten nedpakkede værelse. Jeg har to poser vasketøj, en plakat og en pakke 2 meter lange pink sugerør tilbage. Og en supermandkappe. Og faktisk en hel del flere ting, jeg ikke ved, hvad jeg skal gøre med.

Signe og jeg efterlader to fasanfjer, jeg fandt igår, en hundekalender, nole avisudklip og en perleplade. Og en stor rød kyssemund på spejlet.. Ej, den fjerner jeg altså. Puha.. Jeg har ikke lyst..

Øv
-Ida

Ingen kommentarer:

Send en kommentar