onsdag den 29. juni 2011

Giv det videre

Hov...

Jeg brugte mine sidste aften på skolen, på at sidde og stene ved bålpladsen, siddende op ad Mark. Det blev aldrig rigtig mørkt.. Vores (arh okay, vores daværende) amerikanske lærer, Josh, kom med skumfiduser og chokoladekiks, og som sædvanlig blev han i "Arw, man, how can you do that?!" -humør, hvis ikke man proppede den ristede skumfidus ovenpå en chokoladekiks.. På den rigtige måde. Og ikke tale om, om man måtte spise kiksene uden skumfidus ovenpå. No deal.

Jeg sov ovenpå Mark den nat, i en hængekøje i drivhuset, for alle værelserne var blevet klargjort. Ryddet for efterskole dilerdaller og ting og tøj. Rengjort. Vasket, pudset, støvet af. Og pollishet.

Værelset så mærkeligt ud. Tomt. Sollyset skinende ind ad vinduerne, for gardinerne var blevet pillet ned. Skabene var tomme. Ingen af mine mors postkort hang på væggene. Det eneste, der var tilbage, var to perleplader, en hundehvalpekalender, og et brev til de nye elever. Jeg håber, de kommer til at holde af værelset.

Vi måtte være oppe hele natten. Det meste af aftenen gik jeg rundt, og var bitter over, at Gustav ikke havde vist den mindste smule interesse for, at bruge noget af den sidste tid sammen med mig, jeg var frustreret og havde let til tårer. Jeg tror ikke, at nogen havde sovet ordenligt hele outrougen, det havde nok også en del af skylden- Jeg var ved at gro kroniske render under øjnene, og jeg havde ikke været i bad i.. Lad os sige lang tid. Jeg tog heller ikke min alt for store årstrøje af, før efter tre dage. Jeg sov i den.

Nogle af de mest awesome elever, var stået op (eller blevet oppe til) kl. 5, for at hjælpe køkkenlærerne med at bage kanelsnegle til morgenmad.
Nis rejste sig op, og sagde nogle enkle ord med gråd i stemmen, og det var nok til, at op til flere begyndte at tude allerede ved morgenstunden.

Jeg prøvede at udsætte det hele, men efterhånden som forældrene begyndte at trille ind ad indkørslen, blev jeg rastløs. Travede rundt mellem forskellige grupper af elever, men jeg blev aldrig mere end et minut af gangen. Min mor kom for seent.. Pres. Sad alene ved siden af Esben, og hele hans familie til afslutningen i hallen. Jeg har ingen ide om, hvornår min mor ankom, jeg kunne ikke se over mængden.

Til gengæld begyndte jeg at tude under forstanderjans afskedstale, der var betydeligt kortere end den tale, han holdte, da vi startede på skolen. Gud hvor var den lang... Han snakkede meget om, at efterskolen var et skib, der skulle nå over på den anden side af havet, og at der ville ske mange ting undervejs. Men med samarbejde, ville vi alle nå over på den anden side. Han brugte samme sammenligning denne gang. Selvom jeg småtudede, havde jeg ingen problemer med at lytte efter.
Heller ikke, da Dagmars far rejste sig op for at holde tale. "Giv det videre" blev han ved med at sige. Giv det videre, giv det videre, giv det videre. Gud hvor er hun heldig, at have sådan en far :)

Man får ikke kun gode venner på efterskolen. Faktisk vil der være personer, man ikke bryder sig om, eller som man ikke klinger så godt sammen med. - Anna og jeg var ikke de bedste venner på skolen, tværtimod. Der var mange ting indblandet i det sære forhold vi havde, men al uvenskabet endte i lørdags. Hun holdte tale, og begyndte at græde midt i det hele, men hold kæft hvor var det stærkt gået. Vi smilede til hinanden, da hun satte sig ned igen bagefter, skråt bagved mig. Da hele skolen lavede en krammeslange, hvor vi skulle kramme alle - alle!- fra hele skolen, smilede vi til hinanden. Vi gav hinanden et knus, og det var en ubeskriveligt behagelig følelse at slutte fred, inden det hele sluttede.

Krammeslangen:
Alle fra skolen stilte sig op i en lang række, og den første i rækken krammede hele rækken, den næste følger efter osv. Dermed får alle at kram af alle. Det gik op for mig, at der faktisk var en del fra skolen, jeg aldrig fik snakket ordenligt med. - Op til flere græd. Ej, det er løgn. Sort set alle græd. Specielt drenge, faktisk. Især drengene. De hulkede ned i mit hår, og jeg fik op til flere højlydte smækkys på håret og på kinden, og det var overhovedet ikke mærkeligt. På enhver anden dag, havde jeg tænkt "Hvad fanden sker der her" men den dag var anderledes.
Man havde bare lyst til at dele al sin kærlighed til hinanden og til skolen ud, vise at man holdt af hinanden.
Den dag tænkte jeg slet ikke på alle de hårde tider på skolen. Alle de gange, jeg bare har haft lyst til at gemme mig under dynen og tude, fordi jeg troede, at det bare kunne være f*cking ligegyldigt, om jeg var der eller ej. Alle de gange, jeg har haft lyst til at slå Nis eller Gustav -og/eller gjort det. Alle de gange, jeg ikke har kunnet finde mig selv, eller et sted, jeg kunne vlre i fred. De gange, jeg bare gerne ville hjem. De gange jeg lagde mig i sneen udenfor om aftenen, og bare ventede på, at det hele skulle overstå, og de gange, jeg har haft lyst til at skrige en eller anden ind i hovedet, eller ødelægge et eller andet. Alle de gange var bare forsvundet. Jeg ved, at jeg burde huske dem.. For de tider fyldte ret meget.
Men lige nu.. Lige nu, kan jeg kun huske på krammeslangen, folks tuden, og folks krammen, og folk, der har sagt til mig, at de bare kommer til at savne mig. Rolf, der kommer småløbende (hvilket er ret cool, når det er Rolf) hen til mig, med et bekymret udtryk i ansigtet, og fik sagt noget i stil med, at vi da skulle ses igen, og at vi kunne lave et eller andet i ferien? Lizza der med et kæmpe grin kommer løbende over til mig, lige inden hun tager afsted, men i næste sekund tudbrøler over min skulder. Astrids "Det er ikke farvel, Ida, det er på gensyn" . Synet af to drenge, jeg ikke troede snakkede sammen, der bare står, og krammer hinanden, mens de stortuder. Signe, der giver mig en svingtur, og Mark der knuger min hånd på vej ud til forældrene. Alt det husker jeg.
Bare jeg lukker øjnene, kan jeg huske den varme, der blev delt ud til højre og venstre i lørdags. Og så får jeg en kæmpe klump i halsen; jeg har slet ikke bearbejdet de der følelser, for så snart jeg kom hjem, kunne man ikke komme ind på mit værelse af bar tasker, dyner, sovedyr, papkasser og alt muligt andet lort, jeg har samlet sammen i løbet af året. Problemet er, at jeg flyttede til lejlighed mens jeg gik på skolen, og mit nye værelse derhjemme, var kun tilpasset alt de ragelse, jeg i forvejen havde liggende derhjemme. Ikke tale om, at jeg kan proppe flere bamser, farveblyanter, tshirts, sokker, papkasser, bøger og alt muligt andet ind i det værelse. Det er der ikke plads til. Så jeg må smide alt muligt ud, før jeg kan tænke på noget som helst andet. Og før jeg kunne gøre det, blev jeg slæbt til Gilleleje med min veninde i sommerhus. Jeg tror ikke, jeg var særlig spænende. Jeg tænkte hele tiden på skolen. Signe, Gustav, Mark, Nis, køkkenline, Lennart, Jan, Gitte, natterend, morgentræthed, om jeg får noget røræg til næste aftensmad, lyden af klokken der ringer, gå på småsten med bare tær... Jeg var slet ikke nærværende.. Jeg ville bare hjem.. Være alene.

Og når nu jeg er det, vil jeg slet ikke være alene overhovedet.. Jeg vil tilbage til F.E. Tilbage til at holde alle folk i hånden og grine og pjatte og have det sjovt.

Og til at blogge! Hvad skal jeg nu blogge om? Helt ærligt, min nye blog bliver aldrig ligeså god som efterskolebloggen. Jeg har jo ikke noget at skrive om.
Om gymnasiet? Der sker jo ikke en fløjtende fis i gymnasiet i forhold til efterskolen, man bor der jo ikke. Skal jeg bare blogge om det almindelige teenagerliv? Standart. Der sker ikke noget. Jeg ved ikke hvad søren jeg skal stille op med alt det... Og så alle de ting, der skal ned i kælderen? Pyh..

Men jeg har vel gjort det, der var meningen.. Givet det videre, efterskolelivet. (Hvorfor kan jeg ikke huske alle de dårlige tider?!) Det er ærlig talt ikke en dans på lutter lagkage.. Så vidt jeg burde huske.. Men når det hele er overstået, så kan man ikke huske det, kan jeg konstatere. Jeg savner det.

Traskehelevejennedikælderen-suk
-Ida



P.S Hilsen til min tidligere klasselærer, Tina, der nok er pænt meget højgravid hele vejen rundt om maven :) Held og lykke med det!

5 kommentarer:

  1. tak for et fremragende indlæg! jeg glæder mig til det bliver mig. tak for en fin blog, har nydt at følge med. alt held og lykke fremover :-)
    kys og sæbebobler fra cecilia.

    SvarSlet
  2. jeg håber du bliver ved med at blogge! når jeg læser det her indlæg føler man også helt en klump i halsen. måske fordi jeg ikke selv skal på efterskole om 2 år, mine forældre har ikke råd:'( du har virkelig gevet mig lysten il at komme på efterskole:)

    det er så fint når du ikke skriver "det er ikke en dans på roser" eller "det er ikke lutter lagkage" men "det er ikke en dans på lutter lakage". Og jeg elsker det med at jeg kan genkende dine tanker på tankevæggen fordi jeg har læst med fra starten:) tak for alt!
    -agnes

    SvarSlet
  3. Tak skal i have :) Det havde ikke været den samme oplevelse uden jer!

    Agnes - Søg om friplads :) Nu er det ikke, fordi jeg ønsker at blotlægge vores økonomi herhjemme, men tag det op med dine forældre. Alle har lov til at gå på efterskole, uanset om man har råd eller ej. Husk det :) Vi havde heller ikke råd. Men jeg kom jo alligevel af sted :)
    Knus

    SvarSlet
  4. Tina Ginnerup Jespersen2. juli 2011 kl. 07.25

    Til min kæreste Ida fra hende klasselæreren, der er VIRKELIG højgravid - Tusind tak for et fantastisk Blog-indlæg. Nu tuder jeg igen! Nøj, hvor er du god. (Smid lige et link med den nye Blog) Og rigtig god sommer

    SvarSlet
  5. Jeg stortudede da jeg læste dette indlæg

    SvarSlet